USPECIFIKKER RYGSMERTER

Diagnosen omfatter smerter, ubehag, ømhed, muskelspændinger i lænd eller nakke med eller uden udstråling til ben eller arm, hvor der ikke kan påvises nogen entydig årsag. Dvs. en tilstand, hvor der billeddiagnostisk enten er normale forhold eller almindelige degenerative og strukturelle tilstande i rygsøjlen som diskusdegeneration.  Hos de fleste er funktionsniveauet kun påvirket lidt eller moderat, men ca. 10% af befolkningen har kroniske rygsmerter med betydeligt nedsat funktionsniveau.

Behandling

Det er vigtigt med en ikke-sygeliggørende tilgang til problemet. Patienterne skal informeres om de ikke har en farlig rygsygdom, og at de ikke kan skade ryggen ved træning og daglige aktiviteter. Generelt er motion, øvelser og træning bedst dokumenterede behandling. Sengeleje anbefales ikke. Det er vigtigt ikke at opfatte smerter som ensbetydende med skade, og det er vigtigt ikke at overbeskytte ryggen. Man bør også informere om, at risikoen for recidiv af smerter er over 50% inden for det første år. Fokus bør være på håndtering frem for passiv behandling (kognitiv tilgang). Dette omfatter også identifikation og dialog omkring eventuelle uhensigtsmæssige forestillinger omkring smerterne og adfærdsændringer. Patienter med diskusprolaps uden nerverodspåvirkning skal som hovedregel informeres og behandles som patienter med uspecifikke rygsmerter og informeres om, at de fleste prolapser heler op af sig selv. Dog revurdering, hvis smerterne ændrer sig til nerverodssmerter. Patienter bør informeres om, at bekymringer, stress og spekulationer (og depression) kan forværre og vedligeholde smerterne, uanset om årsagen til smerterne kan ses. Ved sygemelding tilrådes generelt tilbagevenden til arbejde, ”når man kan”, evt. på deltid med skånehensyn. Det er ikke farligt for ryggen at genoptage arbejdet. Medicinsk smertebehandling er ikke den vigtigste del af rygbehandling.