Behandling af kroniske smerter

Kroniske smerter er karakteriseret ved at være langvarige og i værste fald livsvarige. Dette betyder i praksis, at der ofte vil være tale om en tilstand, det vil sige et livsvilkår, man som patient må lære at leve med, også fordi smertefrihed i forbindelse med behandling sjældent vil kunne opnås.

Alle kroniske smertetilstande skal ses i deres rette sammenhæng, det vil sige ud fra en såkaldt biologisk-psykologisk og social synsvinkel (dette kaldes den bio-psyko-sociale smertemodel ). Man kan ikke opdele kroniske smerter som en følge af rene fysiske eller rene psykiske årsager – det vil altid være både/og. Det fysiske og det psykiske spiller altid ind på hinanden, ligesom sociale samt andre forhold kan udgøre ”stress-faktorer” og dermed være med til at forværre smerterne.

Kroniske smerter er meget belastende for det enkelte menneske. Patienten generes ofte af søvnforstyrrelser, nedsat appetit, ængstelse, vrede, mistro, isolation, tristhed, depression, dårlig hukommelse og koncentrationsevne, manglende livsglæde og hjælpeløshed. Alle disse symptomer kan i sig selv forværre smerterne og livskvaliteten, hvilket kan betyde, at patienten ender i en eller flere onde cirkler, hvor tilstanden bliver værre og værre. Det er netop disse forhold, som kan gøre kroniske smerter så svære at behandle. Men heldigvis kan de fleste af de kroniske smertepatienter sædvanligvis hjælpes til at leve et tilfredsstillende liv til trods for smerterne.

Sammenhæng mellem psykisk og fysisk smerte

Udover de fysiske gener i form af begrænsninger og ubehag har kronisk smerte det med at ”spilde over” til andre domæner af dagligdagen. Psyke og krop er tæt knyttet sammen og kan ikke undgå at påvirke hinanden. Et eksempel på dette kan være, når sorg og tab beskrives som gørende ”ondt” – det vil sige, at den psykiske tristhed kan oversættes til en fysisk oplevelse. Eller når den psykiske smerte rent faktisk helt konkretiserer sig fysisk: I perioder med høj følelsesmæssig stress kan vi for eksempel opleve muskelspændinger, mavepine og hovedpine

Den biopsykosociale model

Inden for tværfaglig behandling af smerte plejer man at henvise til den Biopsykosociale model. Modellen hentyder til, at man som smertepatient bliver ramt på flere fronter: biologisk, psykisk og socialt. Lad os kigge nærmere på, hvad der kan ske, når en tilfældig person bliver smertepatient:

• Biologisk : Smerteoplevelsen er som udgangspunkt meget anstrengende. Smerte er en ubehagelig oplevelse, som vi helst vil være foruden. Vi ved, at hjernen udskiller mere stresshormon, når smertecentrum er konstant aktiveret, hvilket sker i tilfælde af kronisk smerte.
• Psykisk : Denne ubehagelige oplevelse har umiddelbare psykiske konsekvenser. Vi bliver bange, kede af det, irriterede og rastløse, når vi oplever smerte. Idet at smerten fanger en stor del af vores opmærksomhed, kan den give problemer med hukommelse og koncentration. Mange oplever at de bliver hidsige, opfarende og har svært at overskue ellers forholdsvis lette opgaver. Adskillige studier viser, at kronisk smerte og depression er tæt knyttede til hinanden. Således har man kraftigt øget risiko for at få en depression, hvis man i forvejen har smerte. Der er også en del forskning, der peger på, at man har større risiko for at udvikle en kronisk smertelidelse, hvis man i lang tid har en ubehandlet depression. Endvidere påvirker smerte ens søvn, hvilket leder til endnu mindre overskud og kræfter. Angsten for, om smerten nu kan signalere noget farligt, og den dårlige samvittighed over for de opgaver, man ikke kan varetage, leder til tristhed og en følelse af at være utilstrækkelig.
• Socialt : Mange smertepatienter kan ikke længere arbejde i det omfang, de før har gjort. I forbindelse med smertens udbrud bliver mange sygemeldt, hvilket naturligvis kan være en lettelse, når man har det meget dårligt, men også en stor bekymring: hvornår kan jeg vende tilbage? Hvem passer mine opgaver, mens jeg er væk? Vil min stilling stadig være der, når dette er overstået? Kan jeg klare 37 timers arbejde? Hvad sker det med min økonomi? Også derhjemme kan lignende problemstillinger melde sig. Hvem skal nu klare den opgave, når jeg ikke kan? Hvordan påvirker det resten af familien, at jeg er passiv? Hvordan vil min identitet og rolle som ægtefælle/forælder nu komme til at se ud? Hvad med mine fritidsinteresser og aktiviteter, som jeg er så glad for? Hvis man mister de roller, man ellers plejer at have, giver det et hak i selvtilliden som i mange tilfælde kan lede til isolation og ensomhed. Mange oplever endvidere, at ”systemet” er tungt at danse med. Med forskellige henvisninger og ventetider kan der nemt gå et år eller mere, før alle undersøgelser er færdiggjorte. På det tidspunkt er man måske blevet afskediget og skal se sig om efter for eksempel flexjob, arbejdstræning og revalidering.

Hvad kan man selv gøre for at opnå et godt liv?

• Afklaring er alfa og omega. Vær sikker på, at du har forstået dine undersøgelser og konklusionerne af disse. Sørg for en god dialog med sundhedspersonale, og vær ikke bange for at spørge, hvis det er noget du ikke forstår. Vælg praktiserende læge med omhu! Vælg én, som du kommunikerer godt med og føler dig tryg ved. Hvis du er tryg med, at du er godt undersøgt og optimalt behandlet (selvom dette betyder, at man ikke fundet den præcise årsag til smerten), behøver du ikke at være angst for selve smerten.
• Hav som mål, at smerten skal påvirke dig mindst muligt. Sørg for at være i så god fysisk form som muligt (spis sundt, oprethold gode søvnvaner, sørg for at få den motion, du kan holde til, dyrk og plej de interesser og venskaber, der gør dig glad). Sørg også for, at du ved mindste mistanke om depression drøfter sagen med din læge.
• Få afklaring på din sociale situation, og find ud af i hvilket omfang og med hvad, du kan arbejde. Langt de fleste har det bedst med at arbejde i et eller andet omfang, men dette behøves ikke nødvendigvis være lønnet arbejde. Det kan for eksempel dreje sig om at sidde i børnehavens eller bridgeklubbens bestyrelse og have en opgave der.
• Gør brug af de tilbud, der findes inden for sundhedssystemet og patientforeninger , for eksempel fysioterapi, støttegrupper eller psykologsamtaler.
• Sørg for, at balancen i familien bliver opretholdt. Nægt at blive i en passiv sygerolle! Man kan godt være en aktiv og glad person, selvom smerten sætter begrænsninger.
• Find ud af, hvor din smertegrænse går, og tilpas dine aktiviteter til denne. Måske kan du ikke feste igennem i otte timer uden at skulle ligge i sengen i tre dage bagefter – men måske kan du klare at være med til festen i tre timer? Og måske behøver du ikke pudse alle husets vinduer den samme dag?

At havne i en kronisk smertetilstand er en rystende oplevelse, som ikke overraskende har følger på mange områder. Det er helt forståeligt, at mange personer oplever, at livet afsporer helt. Det er dog vigtigt at huske på, at man med den rette hjælp kan komme langt i sit arbejde med at lade smerten fylde mindst mulig. Ved så vidt muligt have en opsamlende sundhedskontakt (for eksempel din egen praktiserende læge eller fysioterapeut) kan situationen gøres langt mere overskuelig.

Kilde: Netdoktor